Det er et af de spørgsmål, jeg oftest får: skal vi have en DJ eller et liveband? Der findes ikke ét rigtigt svar, men der findes et rigtigt svar for jeres fest. Her er en ærlig gennemgang, så i kan vælge ud fra, hvad der faktisk betyder noget for jer.
Jeg er selv DJ, så jeg vil ikke lade som om, jeg er neutral. Men efter 15 år og over 700 events har jeg stået ved siden af nok liveband til at vide, hvad de gør godt, og hvor de har deres begrænsninger, ligesom jeg kender mine egne.
Hvad taler for et liveband?
Et godt liveband giver noget, en DJ aldrig helt kan gengive: den visuelle oplevelse af musikere, der spiller live, energien fra rigtige instrumenter, og en fornemmelse af en live begivenhed. Til genrer som jazz, soul eller dansemusik med et fast repertoire kan et band levere en lyd og stemning, der er svær at matche.
Hvad taler for en DJ?
En DJ's styrke er fleksibiliteten. Repertoiret er stort set ubegrænset, fra gamle danske klassikere til det nyeste hit, og kan skifte retning øjeblikkeligt, hvis dansegulvet reagerer anderledes end forventet. Der er ingen pauser, ingen opstilling mellem sæt, og pladsbehovet er langt mindre, hvilket gør det nemmere i mindre lokaler.
Repertoire og fleksibilitet
Et band spiller det, de har øvet. En DJ kan spille stort set alt, og skifte genre og tempo på sekunder, hvis en bestemt sang eller stil rammer bedre end forventet.
Pauser og fremdrift
De fleste liveband holder pause hvert 45. minut. Musikken stopper, og dansegulvet tømmes ofte. En DJ spiller uden afbrydelser hele aftenen. Alternativt hyrer man også en DJ, som så spiller i pausen.
Plads og lydniveau
Et band fylder mere på gulvet og kan være svært at skrue ned i mindre lokaler. En DJ's opstilling er kompakt, og lydniveauet nemt at tilpasse rummet.
Stemning og performance
Der er noget ved at se musikere spille live, som en DJ ikke kan genskabe. Til gengæld kan en DJ læse dansegulvet og reagere på det, øjeblikkeligt og spille det dit selskab vil høre.
Pris
Et liveband består typisk af flere musikere og har derfor en højere samlet pris end en DJ, der kan levere en hel aftens musik alene.
Derfor anbefaler jeg tit en kombination
Jeg har spillet flere bryllupper, hvor et liveband stod for underholdning under middagen eller den første time, og jeg overtog, da dansegulvet skulle fortsætte. Det er ofte den bedste af begge verdener: den levende stemning fra bandet tidligt på aftenen, og en DJ, der kan holde gulvet fyldt resten af natten uden pauser.
Jeg husker særligt et bryllup, hvor et rigtig dygtigt band spillede til middagen. Da de holdt deres sidste pause, og jeg overtog musikken, kunne jeg tydeligt mærke, hvor vigtigt det var at bygge energien op igen fra bunden, i stedet for bare at fortsætte, hvor de slap. Det er præcis den overgang, der afgør, om resten af aftenen holder niveauet.
Sådan vælger du rigtigt
Skal I have musik under middag eller en ceremoni med en bestemt akustisk stemning, kan et liveband være det rigtige valg. Skal dansegulvet være fyldt fra første til sidste sang, uden pauser og med plads til at spille de ønsker, gæsterne kommer med undervejs, er en DJ typisk det sikre valg. Og skal I have det bedste fra begge dele, er en kombination ofte den løsning, jeg selv ville anbefale, som sagtens kan fungere rigtig godt.
